Manden og Energi-stigen.
Der var engang en mand. En succesfuld businessmand. Han havde alt det man kunne købe for penge, men han var træt, frustreret og vred.
Han havde svært ved at rumme at han konstant omgav sig med mennesker uden drive, engagement og visioner. Mennesker der slet ikke var omstillingsparate og ikke kunne se alle de fede muligheder han ville realiserer i sin business.
En dag på kontoret var han så nedtrykt at han lukkede computeren og gik en tur -hvilket han egentlig aldrig gjorde. For han havde ikke tid.
Der var så meget han konstant skulle forholde sig, og tage stilling til. Nye produkter der skulle lanceres. Research af nye geografiske markeder. Sygefravær blandt medarbejderene. Kunder der blev ved at trække deres ordrer i langdrag -ja han kunne blive ved. For ikke at nævne konen derhjemme… børnene var egentlig nemme nok. De sov som regel når han kom hjem.
Tankerne væltede rundt, og han følte at hovedet var ved at eksploderer mens kan gik og kikkede ned i vejen. Ikke nok med det! Vejret var gråt og trist, ikke engang solen skinnede, nu han endelig gik en tur.
Stigen – Det første trin
Han var lige ved at falde over den. Eller rettere gå ind i den, mens han gik med hovedet bøjet. Stigen. Hvem fanden havde osse stillet en stige herude i ingenting!
Han kikkede sig omkring, og smilede helt uventet. Skjult kamera?? Det kan sg da ikke lade sig gøre at der står en stige herude i ingenting. Han kikkede sig omkring igen. Ingen, ingenting. Kun overskyet trist og gråt, han var helt alene.
Han tog fat i stigen. Den stod naglet fast i jorden, og han kunne ikke rokke den en tøddel.
Han kom til at smile af denne bizarre situation -hvor var det egentlig længe siden der havde været et smil, nåede han lige at observerer inden han opdagede sin fod på det første trin.
Op på det første trin. Stigen stod stadig fast. Det er simpelthen for fjollet det her tænkte han.
Jeg gør det ikke, jeg går ikke op af den stige! Jeg er en voksen mand med min sunde fornuft. Det her er simpelthen for fjollet og skørt -og så tog han et skridt mere op ad stigen. Og et til… og et til …
Pludselig hørte han sig selv grine. Hvor var det sjældent med grinene -og så tog han et par trin mere op ad stigen.
Stigen – Det midterste trin
Han stoppede op. Hvad var det? Det var som om det føltes lettere indeni. Det var så behagelig en følelse at han var som naglet til stigen.
Han kunne mærke en tåre i øjenkrogen. Den lethed havde han ikke følt i årevis.
Det var som at være i en helt anden verden. En helt anden krop. Han kikkede sig nysgerrigt omkring.
Der var medarbejderne pludselig – de smilede – TIL HAM .. WHAT – de smiler til mig??. Og der var familien -og kunderne…. Gad vide hvad de lavede der?
Han greb hårdt fat om stigen for ikke at falde ned af bar´ forbløffelse. Det føltes som han var trådt ind i en helt anden verden.
Han kunne mærke en forbundethed til alle dem han kunne se der hvor han stod.. Han kunne se og mærke hvor meget han påvirkede alle omkring sig med det han gjorde og var.
Tænk sig alt det de prøvede at være og gøre for hans skyld. Hvor var det fantastisk at se lyset i deres øjne når han gav sig tid til at være der. Til at lytte og hjælpe.
Lige her var der solskin inde i ham. Han følte sig lettere, med mere energi. Det var spændende det her
Rent instinktiv kikkede han ned i bunden af stigen og gøs. Uff hvor var der koldt og mørkt dernede. Jamen det kunne da ikke være ham dernede. Så vred og kommanderende var han i hvert fald ikke. Og da slet ikke så egoistisk! No way.
Som om nogen første ham, kravlede han højere op ad stigen. Væk fra alt det ubehagelige der bestemt ikke var rart at kikke på.
Stigen – Det øverste trin
Lidt længere oppe ad stigen kikkede han tilbage og kunne lige skimte familien, kunderne, medarbejderene stå omkring ham nede i lyset midt på stigen.
Jeg går sg op til toppen, hørte han sig selv sige.
Det var som om, at for hvert trin han tog, blev det mere lyst og lethed i hans krop, Det var for spændende ikke at prøve. Gad vide hvad der var deroppe.
Som at knipse med en finger, nåede han toppen. Ud af det blå var et plato han kunne træde op på.
Religiøs syns han nu ikke han var, MEN DET HER. Det var jo magisk, som at træde ind i himmeriget. Her var den skønneste varme og lys som han aldrig havde oplevet i sit liv.
Tanken blev ikke tænkt til ende før hans bedste ven Jens kom forbi og gav ham hånden. “Nå der var du” -troede sg aldrig du havde nosser til at komme her forbi” sagde han grinede. “De andre har lige sat sig til bordet, kom med”
Der sad de allesammen og smilede da de kom ind. Familien, medarbejderene, kunderne og flere af byens andre beboere var der osse.
“Sæt dig der. Den plads er til dig”
For bordenden ligefrem….
Det var ret overvældende det her. Han måtte lige sunde sig ovenpå denne rutsjebanetur.
Kikkede rundt på alle der sad ved bordet. Og pludselig åbnede der sig en flod af erkendelser inde i ham. Som om livet passrede revy.
Han var jo i virkeligheden en del af en større helhed, han var en del af noget større end hans egen lille næsetip og business.
Alt havde indflydelse på ham selv og alle andre i hans liv. Når han tankede sig selv op med energi, smittede den energi af på alle andre -og han følte sig glad.
Tænk på alle de muligheder og den glæde han havde når han vågnede udhvilet om morgenen. Han havde ikke engang tænkt på hunden der sku luftes når han kom hjem, for ikke at tale om konens bedste veninde der kom et par dage på besøg. Hun plejede altid at være at være SÅ irriterende et kvindemenneske. Den følelse var forsvundet som dug for solen, mens de sad her rundt om bordet.
Respekt.
Respekten kunne han mærke der gennemsyrede det hele. Pyt med bedsteveninden der kom på besøg. Det gjorde ham så glad at se sin kone have den bedste tid sammen med sin ven. Han kunne jo gå en tur med hunden imens 😉 -måske ungerne også havde lyst at gå med?
Den der følelse der spredte sig i hele kroppen: han skulle ikke nå noget. Han kunne nyde, opleve, og bidrage med det han var allerbedst til.
Han måtte gerne droppe de uhensigtsmæssige vaner der havde sneget sig ind gennem tiden.
Det at han havde taget et nyt skridt, op ad den stige, havde givet ham et andet fokus en anden udsigt og bevidsthed. Den respekt han havde set og mødt på sin vej op ad stigen. Den havde gjort en verden til forskel. At blive set med respekt med alt han var.
Mens han sad ved bordet og tog sin første bid mad i munden, vidste han bare at respekten, lyset og den empati han oplevede lige her, den var kommet for at blive.
Han ville blive her, og valgte han at gå ned af stigen igen, skulle det være for at hente andre og tage dem med op af denne Energi-stige til dette magiske sted.
* * *
Snip snap snude. Nu er den historie ude. Tip tap tønde. Nu kan en ny begynde 😉
Kærligst
Sanne Toft
Mighty Networks. HeartSimpleFun Leadership – Sanne Toft
Facebook Group. HeartSimpleFun Leadership – Sanne Toft
