#Storytelling – Sjælen der valgte mesterlære i selvkærlighed
Det var dejlig køligt at stå og hvile panden mod emhætten. Duften af gløggen der simrede i gryden begyndte stille at brede sig i køkkenet.
Den skønneste julemusik med Stig spillede i baggrunden. Hun kunne ikke lade være med at smile for sig selv.
Julen var bare noget af det bedste. Hun elskede denne tid, og lige nu og her gik det hele op i en højere enhed. Alt gav mening og var perfekt –midt i sorgen.
Julepynten hang så fint rundt omkring. Stearinlysene skinnede overalt hvor hun kikkede.
De hjemmelavede æbleskiver begyndte at dufte fra ovnen. Hun sukkede dybt. Der var fred og ro i huset. Hun elskede det.
Det var en dejlig gåtur ved stranden. Selvom det var koldt havde de nydt det. Hun elskede den skønne kombi af fis og ballade blandet med den dybe menigsfyldte samtale.
En sjov bemærkning der udløste en skøn latter, afløst af de store spørgsmål i livet:
”Hvorfor oplever jeg al den smerte”? – ”Har vi virkelig selv valgt det her liv”
De kunne blive ved de to venner –med samtalerne. Meningen med livet, sjælens selvvalgte liv og mission på jorden, sjælens evige liv, om at overhøre sin sjæls hvisken og konsekvenserne ved det, og og og –de kunne tale i timevis de to
Det var meningsfyldt, afklarende og givende med de samtaler – hun elskede dem
Han kom tilbage fra toilettet: ”Er æbleskiverne snart færdige? Jeg er skrup sulten efter den lange gårtur” – hun smilede ”yepper” svarede hun, ”der går lige fem minutter”
Stilheden og væren favnede dem. Ord var overflødige. De nød den fredfyldte stemning og alle duftene.
De var –sammen –uden forbehold. Venner. V æ r e n i stilhed. Det ypperste man kan opleve sammen med et andet menneske.
Hun afbrød stilheden og kikkede intenst på ham
”Jamen hvis vi siger at sjælen er her for at lære og få en oplevelse gennem vores fysiske krop. Og min læring i dette liv er selvkærlighed. Så valgte min sjæl jo de optimale rammer til mig for at jeg kunne lære mest muligt om kærlighed til mig selv. Rammer hvor jeg fik mad og tøj, og det var det”
-”jeg syn´s måske nok det var liiige at stramme den – ligefrem at vælge mesterlæren i faget selvkærlighed” sagde hun og kikke på ham – de brød ud i en rungende latter
Åhhh hvor hun elskede disse dybe samtaler, hvor de på smukkeste vis tilsatte den dejligste humor for at kunne rumme og transformerer deres sorg, smerter, indsigter og læring.
Det er kunst på fineste vis tænkte hun.
”Æbleskiverne er færdige –ta´r du gløggen med ind” spurgte hun