For et stykke tid siden spurgte jeg Pernille, om hun ikke kunne tænke sig at skrive et gæsteblok-indlæg på min hjemmeside, og fortælle lidt om hvad hun gør i sit daglige arbejde som leder/lærer af børn med specielle behov. Pernille er, i min model af verden, et af de mennesker der virkelig gør en forskel for andre mennesker og samfundet. Den største forskel jeg oplever er, at hun bruger tid på udvikling af sig selv, og at det i den grad er kommet børnene til gode, fordi hun har lært sig selv bedre at kende, og deraf kan se på børnene og sit arbejde, på en helt ny måde.
Pernille tør se sig selv i spejlet og kikke på hvad hun selv kan gøre bedre i relation til sit arbejde, og så mærker og lytter hun primært til sig selv og børnene, og lader teori og faglighed komme i anden række. Sidst men ikke mindst, så giver hun udtryk for at hun ser frem til, og er spændt på den nye skolereform, for som hun siger: så kan jeg sparre meget mere med mine kollegaer, fordi vi er sammen oppe på skolen. Jeg vælger at se muligheder og se positivt på de nye tiltag indtil andet er bevist.
Børnene reagerer på de omgivelser de er en del af, og de rammer de er i, og det ved Pernille. Hun er ganske enkelt fantastisk til at møde børnene der hvor de ER, og ikke hvor det står i bøger og (uskrevne)regler at de gerne skal være – OG så arbejder hun ud derfra. Et af de tiltag som jeg ved har gjort en kæmpe forskel for børnene, ja hele klassen, er at hun har indført meditation. Børnene oplever ro og kommer i kontakt med sig selv, og bliver opmuntret til at være og handle ud derfra. Jeg oplever at Pernille skaber tryghed, og når vi som mennekser oplever tryghed, så er vi mere åbne for udvikling og forandringer.
Når man som leder/lærer bruger tid på refleksion, tør se objektivt på tingene, og erkender at der er situationer hvor det er lærerne selv og de rammer de skaber, der udløser konflikter blandt børnene, og så tør gøre noget andet DER VIRKER, er det er for mig, en fantastisk leder jeg selv ville få lyst til at følge – det gør Pernille!
Alle reagerer vi mere eller mindre på de omgivelser vi er en del af, og på den måde vi bliver mødt på her i livet, børn som voksne, leder som ansat osv osv, så selv om du måske ikke arbejder med børn, men er leder af dig selv eller medarbejdere i din virksomhed, så vil jeg byde dig velkommen til at læse Pernille´s indlæg med nysgerrighed og et åbent sind, og ønsker at du finder inspiration der kan gøre en forskel for dig.
Og til dig kære Pernille. Tak for de pæne ord. Det var nu ikke hensigten med alle de roser, smiler. Jeg kan nikke genkendende til det du skiver om mig, så dybfølt tak herfra. Jeg er i den grad glad for at há gjort en forskel for dig, og de børn du er rollemodel for. Keep up the good work, and believe in your self!!!
God læselyst
Kærligst
Sanne
Pernilles Blogindlæg
Jeg er taknemlig for at kende Sanne ”mit Sanne jeg”.
Hun har lært mig/vist mig vejen frem til mit sande jeg. Hun har været mit forgangsbillede til at åbne op, så jeg er på vej til at blive den bedste version af mig. Jeg er på vej til at være denne person, jeg ønsker at være.
Vejen er vist mig i hele mit liv – både i mit privatliv, og i mit professionelle arbejdsliv.
Mere hjerte – mindre hjerne! Det er vejen frem.
Jeg er lærer for en skøn klasse med drenge indenfor autisme spektrum. De har alle mødt store udfordringer i livet, kun fordi de er dem de er. De er ikke altid blevet mødt, som dem de er – fuldstændige fantastiske drenge, der tænker anderledes end normale drenge i deres alder. Hvad er normalt? Skal vi altid finde os i, at normalitetsbegrebet bestemmes af flertallet? Er vi ægte og autentiske, hvis og når vi ”bare” retter ind? Mine drenge er blevet mødt med alt for meget: skyld, skam og skæld ud.
Jeg har brugt Sanne som sparring, til at turde være den lærer, jeg er. Jeg tør i dag stå ved mine valg, og jeg tør tænke ud af rammerne. Jeg er blevet god til at kigge på den enkelte elev, og på den måde finde ud af hvad eleven har brug for. Jeg tør være anerkendende, og jeg tør møde mine elever med glæde og smil og jeg tør tro på, at de gør det bedste de kan, med de evner de har – I DAG. Jeg gør mit bedste for at støtte mine elever i at træffe de rigtige valg for dem. De ved det også, og de har brug for guidning fra tydelige voksne, der vil dem.
Her er Sanne blevet en jeg ofte har med mig i mine tanker, og en jeg spørger efter råd og vejledning. For Sanne GØR og Sanne TØR. Det inspirerer mig, at møde en kvinde, der tager udgangspunkt i sit hjerte og er ligeglad med hvad andre tænker og mener. Det er en kæmpe tillid og tryghed, at jeg med Sanne ved, at her tales fra hjertet og at hun på ingen måde er ude på at gøre andet for mig, end at hjælpe mig med at træffe de rigtige valg for mig. Hun giver mig aldrig svaret. Sanne hjælper mig med at finde svaret i mig. Vi ved altid godt, hvad der er de rigtige valg for os – hvis vi tør og gør. Det er ikke altid, at jeg kan lide de spørgsmål Sanne stiller mig. Det er de gange, hvor modet svigter. Jeg må erkende, at i de situationer, hvor jeg viger udenom, så indhenter virkeligheden mig alligevel.
Jeg ER blevet langt bedre til at stå ved mig selv. Bonus opdagelse ved at være mig er, at mine omgivelser meget nemmere kan bruge mig, da de nu kan mærke, at jeg mener det jeg siger, og siger det jeg mener.
Jeg har været igennem mine helt egne udfordringer. Blandt andet har jeg opdaget, at jeg ikke var så glad for mit eget selvskab – dvs. at være alene. Efter en flytning langt udenfor min comfort zone, var jeg på et tidspunkt ved at opleve angst. En lille bitte snerrende angst for at være alene i mit eget selvskab. Det var især om natten, at den sneg sig ind på mig. Jeg blev bange for de nye og ukendte følelser.
En dag fik jeg spurgt Sanne, om hun kunne hjælpe mig. Vi fik snakket om at det var det nye og ukendte, og denne mangel på tryghed i min comfort zone, der var på spil. Sanne lærte mig, at jeg ER tryghed. Jeg skulle lære at give det til mig selv. Det har været og er en spændende og ny måde, at opleve mig selv på. For det er helt rigtigt. Jeg er tryghed – jeg er mor til 3 børn, og jeg er altid i stand til uanset hvor de er, at give dem tryghed. Jeg har ikke været vant til, at give det til mig selv. Det er en proces og jeg er stadig ”på vej” – jeg har opnået en selvindsigt og en tillid til at alt er okay – ellers ville det ganske enkelt ikke være som det er.
Jeg oplever også, at Sanne kommer med sin energi, når jeg er i selvskab med hende. Hun smitter. Hendes glade væsen og ukompliceret måde at anskue livet på, gør at jeg tænker: er det virkelig så simpelt at leve, så vil jeg være med <3
Pernille Sloth
