Min (alternative) vej med PTSD
Dybest set har jeg det bedst med at gå og puldre med mit eget. Gå stille med mig selv og skabe de resultater jeg gerne vil have ifbm. min PTSD.
Jeg har ikke haft lyst til, og har i lang lang tid været alt alt for sårbar til at høre andres holdninger og meninger til min måde at tackle tingene på i den forbindelse.
Men samtidig har jeg også meget på hjerte i forhold til de muligheder vi har når udfordringer, kriser og sygdom rammer os af den ene eller den anden art
– vi har mange flere muligheder end vi måske går og tror.
Når jeg ser de muligheder og processer der f.eks. bliver brugt i det Offentlige System, og ser på udtalelser fra mennesker der er ramt at stress og PTSD, ja sygdom generelt, så har jeg vist valgt en utraditionel vej i min vej til at blive ”rask”.
-faktisk vil jeg hellere skrive: min vej til et meningsfyldt liv som jeg gerne vil være i.
Jeg vil gerne dele min vej og prioriteringer med alle der kan finde inspiration til at tage handling og få det liv og skabe de resultater de drømmer om.
-måske du som (offentlig) ansat/behandler, også kan finde inspiration til at tilgangene og måden sygdom bliver mødt og behandlet på, har flere og andre muligheder og veje end der bliver brugt nu?
I hvert fald får du her min vej. Jeg har forsøgt at gøre det der gav mening, det jeg var i stand til på de givne tidspunkter, og det der føltes rigtigt for mig.
Så det er min personlige beretning, oplevelser, valg og prioriteringer jeg deler.
Jeg skriver ganske enkelt med det formål at give andre inspiration, muligheder og håb til at skabe et værdigt og meningsfyldt liv uanset livssituation og livsvilkår.
Lidt generelt info. til en start
Jeg har på intet tidspunkt kontaktet læger eller det Offentlige System.
Jeg har set hvad piller kan gøre ved mennesker og deres omgivelser, så for mig var det ingen mulighed, hvilket var ét af årsagerne til at jeg valgte lægerne fra.
Mine prioriteringer blev udelukkende at bruge mig selv, og for mig, naturlige professionelle behandlere/hjælpere.
Professionelle behandlere der alle havde/har den styrke og altafgørende egenskab: de har gået vejen personligt med det jeg vil have hjælp til, OG ikke mindst: de havde/har ikke ondt af mig.
Det værste vi kan gøre ved børn og voksne er at have ondt af dem –uanset!
Det bedste vi kan gøre er at møde dem der hvor de er i livet. Være og rumme dem UDEN at fikse noget. Være et spejl der støtter og opmuntrer dem på rejsen. Rejsen og ansvaret er de nemlig nødt til selv at tage. Det kan ingen andre gøre for os.
Hov, det blé et sidspring 🙂
– det offentlige system vil sikkert kalde mine behandlere for ”alternativ behandling”, men for mig har det været det naturlige og rigtige 🙂
Min generelle holdning til sygdom.
De oplevelser og erfaringer jeg har gjort mig i min personlige rejse gennem stress og efterfølgende PTSD, gør at jeg har fået troen på:
- at sygdom udspringer af mental eller psykisk ubalance
- at sygdom er et øjebliks billede at en situation/ubalance (skabt over kortere eller længere tid)
- at medicin og piller i langt de fleste tilfælde er gift for os og vores krop (det er kemisk og unaturligt)
- at medicin oftest lægger låg på vore faktiske problemer/årsager, nedbryder vores krop og forværrer vores situation over tid
Det er blevet min overbevisning og erfaring at:
- Vi har selv de ressourcer og egenskaber der skal til, for at blive raske af naturlig vej
- Vores krop og celler husker ALT gennem hele vores liv. Både godt og dårligt
- Vore celler er intelligente. Vi kan tale med dem og heale dem/kroppen for de chok og traumer vi har oplevet.
- Vores krop er et skatkammer af visdom og muligheder, når vi vælger at mærke og lytte til den, og arbejde med den, frem for at modarbejde og ”lægge låg på” på det den fortæller os
- At vi kan gøre os selv raske ved at vælge naturlige tilgange og produkter som f.eks. healing, selvkærlighed, meditation, hvile, økologisk kost, mv.
Fanatisme er jeg på ingen måde tilhænger af, af nogen art, men forsøger at være nysgerrig og åben i livet med de muligheder der er, og forsøger så vidt muligt at bruge min mavefornemmelse/intuition når jeg træffer valg.
Nåh tilbage til processen.
Min stress
Jeg gik faktisk ned med stress første gang da jeg var omkring 20 år. Efter mange år med overbelastning på mange områder, hvor jeg totalt overhørte mange af mine basale behov, sagde min krop stop.
Jeg var så overbelastet, at jeg ikke var i stand til holde et pudebetræk (uden pude) i mine hænder.
Med den viden og indsigt jeg har i dag, var jeg så gennemsyret af følelsen af ”ikke at være værdig og god nok”, og helt uden at stille spørgsmål, var min opgave at sørge for at opfylde alle andres behov … jeg havde forsvindende lidt kontakt til mit hjerte.
Mit selvværd var på 0-punktet – og jeg knoklede for at få anerkendelse fra mine ydre omgivelser – jeg var næsten kun ”i mit hoved”, og havde overbevisningen at jeg skulle handle og præsterer HELE tiden for at være noget.
Men jeg fortsatte med at overhøre mine behov. Fortsatte med at være ”stærk” som jeg altid havde været.
Udbrændt
Mindst 10 år mere fortsatte jeg med at knokle derud af og overhørte mine behov, inden jeg gik ned med stress anden gang.
På et tidspunkt søgte jeg endelig hjælp hos en prof. coach. Selv da hun skrev i en mail til mig: ”der er tydelige tegn på udbrændthed” –tænkte jeg: ”arhh, rolig nu, er det ikke lige at overdrive det hele lidt” …
-jeg havde meget lidt kontakt til mig selv – mit hjerte.
Det var en hård rejse, der trak tråde til depression, men også en tid hvor jeg fik mange nye (om)prioriteringer og erkendelser.
Jeg var stolt og glad over mine forandringer og resultater, som jeg havde klaret mig gennem, udelukkende med mine hjælpere, personlig udvikling og redskaber som meditation, motion og natur.
Min personlige udvikling og proces handlede om at blive bevidst om mine behov, følelser, grænser og ansvar.
Øve mig i at mærke, lytte til mig selv –tage mig selv alvorligt. Tage mine behov og følelser alvorlige, og handle efter dem.
Jeg vil gå så langt og sige at jeg som voksen var i gang med at opbygge min egen identitet.
Jeg var villig til at gå vejen, og strategien var:
- Møde med min coach med evalueringer, supervision, indsigter og læring
- Mellem møderne: hvile, bearbejde og øve mine nye indsigter og bevidsthed
Så enkelt var strategien faktisk, men langt mere udfordrende og svær at omsætte, udføre og forvalte – i min optik er det her forskellen er om: Er vi er villige til at gå vejen eller ej.
”Jamen har det været det værd Sanne”? JA for FANDEN! –i min verden er det ALT værd at arbejde for et meningsfyldt, værdigt og sjovt liv 🙂
L a n g s o m t og stille begyndte jeg rejsen hjem til mig selv, min essens, og efter et par år syntes jeg at jeg efterhånden havde fået ryddet godt op, og havde ret godt styr på det hele (sidder faktisk og ”griner” mens jeg skriver det her ….. whatt a journey)
Min proces skulle vise sig at blive en mild forsmag på det jeg kom til at opleve med PTSD.
Humlen i det hele er at være tro mod os selv. At tage det fulde ansvar for os selv uanset vores livssituation/livsvilkår, og ikke ligge det over i hænderne på andre som f.eks. Det Offentlige System – specielt ikke hvis vores intuition/mavefornemmelse fortæller os at det det offentlige kan tilbyde, ikke er det rigtige for os.
-og så blive ved og ved og ved, og a l d r i g give op. Uanset hvor håbløst det hele føles og virker –så fortsæt!
PTSD
Langt de fleste af os, har en forestilling om at PTSD er noget som soldater i krig de får. Soldater der har oplevet død, ødelæggelse og det at slå ihjel.
Det er på igen måde sandheden. Vi kan alle udvikle PTSD, hvis vi får et chock og/eller kommer ud for en, for os, voldsom oplevelse, uanset hvad det er.
Og/eller hvis vi kommer ud for en oplevelse der minder vores celler om noget de har oplevet før.
Det var det der skete for mig. En på papiret, omend uvant og spændt, men fysisk total ufarlig situation, udviklede min PTSD, fordi alle celler i min krop, blev mindet om voldsomme oplevelser. Ét helt tilbage fra jeg stadig var et foster, og andre fra jeg var lille.
Vore intelligente celler
Vi er heldigvis så langt i forskning og udvikling, at vi ved at vore celler er intelligente og husker alt, som i a l t, helt tilbage fra fosterstadiet.
Det vil bla. sige at alle de følelser som vi oplevede mens vi (kvinder) bar vores børn, og vore mødre oplevede da de bar os – de overføres helt u-filtreret til fostret i maven. Både de positive og negative følelser.
Mit møde med PTSD
Det med at vi kan blive udfordret på hukommelsen ifbm. PTSD, kan jeg godt mærke, nu jeg sidder og skriver – flere ting er sløret for mig, som f.eks rækkefølgen af det hele, men du får det så godt som jeg husker det, og det jeg vælger at dele med dig.
Det var en v o l d s o m og belastende tid for mig, og med den erfaring jeg havde gjort mig gennem mine to stressforløb, overvejede jeg slet ikke her, at gå til lægen.
Det var både en combi af at jeg tænkte: ”det her skal ikke stå i mine pairer nogen steder så jeg kan blive (be)dømt på det senere” (som jeg havde tænkt med min stress i tidernes morgen) -og mine overbevisninger om at jeg kun kunne stole på, og regne med mig selv, samt at jeg ikke troede på den tilgang systemet har og kunne tilbyde. At det var noget der kunne gøre en forskel for mig.
De næste 3-4 år efter oplevelsen der udløste min PTSD, fortsatte jeg med de øvelser og behandlere som jeg havde brugt over længere tid.
Til dem havde jeg tillid og fandt den professionelle tryghed, og de hjalp mig med at ”overleve”.
Men det var ikke godt nok i forhold til de chok og traumer jeg gik med og de resultater jeg VILLE há, og jeg blev mere og mere udbrændt.
Det var enormt belastende for hele mit system, at jeg (ubevidst) gik rundt og var i indre ”alarmberedskab” hver gang jeg var i bestemte situationer eller omgivelser.
Et par af de overbevisninger denne proces har givet mig er:
- Intet er tilfældigt!
- Vi skaber selv vores liv
- Tankens kraft er vandvittig kraftfuld. Hvad tænker vi om os selv, andre, situationen, mulighederne osv
- Vi gør tingene, og lukker mennesker og muligheder ind, når vi er klar til det –og ikke et sekund før!
Behandleren der gjorde forskellen
Som jeg lige har skrevet, tror jeg ikke længere på tilfældigheder, og jeg tror på at vi selv skaber vores liv og lukker muligheder og mennesker ind i vores liv når vi er klar til det.
Det førte mig på et tidspunkt til at jeg sidder i stolen hos en prof. psykoterapeut. Tilfældigt? NEJ! Min hjerne sagde (overbevisning) at det ikke var så alvorligt at jeg skulle til en decideret TERAPEUT!!! (smiler) men heldigvis fulgte jeg min intuition.
På det tidspunkt var jeg så udpint og træt på alle planer at jeg var ved at opgive håbet (igen)
Følelsen af at jeg havde prøvet alt, vitterligt A L T var min indstilling –så hva forskel sku hun lige gøre?
Jeg havde brugt flere timer på at besvare spørgeskemaet til vores første møde. Spørgsmål der gave et billede af h e l e mig og mit liv.
Marianne SÅ mig – HELE mig -og beskrev mig som en stærk person med stor menneskelig bevidsthed og indsigt. Det var her jeg for første gang fik serveret ordet PTSD –altså i relation til mig og mine oplevelser.
”du kan blive rask” sagde hun! ”hvis du er villig til at gøre en indsats, træne og gøre det jeg siger, så er du ude på den anden side i løbet at 1, 5 år vil jeg tro”!
-jeg faldt fuldstændig sammen. Som i f u l d s t æ n d i g. 1,5 år !!! –det kunne jeg slet ikke overskue – jeg var helt og aldeles færdig! (og dig der kender mig godt, ved at det er store ord, når jeg skriver at jeg var helt og aldeles færdig)
Det er sjældent at jeg græder længere når jeg skriver om min proces –men det gør jeg lige nu! Jeg mindes hvor forfærdelig uoverskueligt den besked var –puha!
Jeg havde brugt oceaner af ressourcer, og kunne ikke mere! -jeg vil for en god ordens skyld sige at jeg føler at ALLE mine hjælpere var de rigtige, og har gjort en forskel for mig lige der hvor jeg var i processen når jeg brugte dem.
Igen gjorde det en afgørende forskel at min hjælper var professionel og ikke havde ondt af mig –jo hun kunne godt læse i mine papirer at jeg var og havde været udfordret på det skammeligste, men stadig havde hun ikke ondt af mig på nogen måde (tak Marinanne 🙂 )
”Hvad er dit alternativ hvis du ikke prøver” fortsatte hun. ”hvad er 1,5 år ud af et helt liv”? …. Dit liv, din ansvar og din beslutning.
Tror i øvrigt det var her at jeg første gang fik serveret troen på at vi selv har valgt vores liv – en besked der landede lidt hårdt men meningsfyldt i mig.
–Så gik jeg i gang!
Mening i det meningsløse
Jeg vil lyve hvis jeg sagde det var en dans på roser!
Men ret hurtigt begyndte jeg at mærke en udefinerbar forandring, og de næste mange mange måneder stod på følgende struktur:
- Søvn min. 8 timer – i seng senest kl 22.
- Træning ca. 4 gange om dagen med TFT, RMT & EFT-øvelser
- Meditation og natur
- Kniv skarpe prioriteringer: e n k l e og overskuelig dage. Vælge mig selv til 80% af tiden
Jeg gik fra håbløshed og tanken: ”hvor ville det være nemt at køre over i modsatte vejbane og FÅ RO” til at der lige så stille begyndte at sprede sig en indre ro og taknemmelighed inde i mig.
Igen handler det om, som jeg oplever det: Er vi villige til at gå vejen –hver dag –i måneder og nogen gange år (for mit vedkommende) -også når det er pisse svært –også hvis vi må vælge noget fra, slippe trygheden, kontrollen osv. osv.. osv?
INGEN andre kan gå vejen for os – det kan vi kun selv
*Mere hjerte *Mere enkelthed *Mere sjov
Jeg var mange gange ved at kaste op over alle de øvelser og al den ro.
Det var frustrerende alt det jeg gik glip af og ikke kunne, lige nu og her, selv om jeg faktisk ikke kunne holde til en skid (griner)
Jeg græd og græd som jeg kom nærmere hjem i mig selv, og mine indsigter og erkendelser landede – det var meget meningsfyldt, givende og meget smertefuldt på én og samme tid.
-men et eller andet sted, dybt inde i mig, talte min intuition til mig (igen) –at det her var den sande vej for mig, hvis jeg ville have et godt og meningsfyldt liv på den lange bane.
Og mine professionelle hjælpere rummede og støttede mig i processen, og satte mig på intet tidspunkt i en offerrolle = altafgørende hvis du sp´ør mig 🙂
Det værste og det bedste
PTSD er på mange områder det værste og det bedste der er sket i mit liv.
Det værste fordi jeg vitterlig var nede at skrabe bunden, det var en udfordrende tid, men samtidig også det bedste fordi jeg har været så langt ude at jeg måtte kikke på alting med ny øjne – både for at overleve, men også for at finde mening til at komme videre.
Vendt så mange sten, at jeg har fået vandvittige mange erkendelser og indsigter der gør at jeg på mange måder har fået en markant ny tilgang, bevidsthed og taknemmelighed i livet.
Hjerte – enkelthed – sjov
I dag er jeg i livet på en anden måde end før. Når man som jeg har prøvet at det eneste du kan er at trække vejret, hvilket også kunne være en udfordring engang i mellem, så bliver livet sat i perspektiv.
Jeg tror i dag på at livet er én lang proces og at vi ikke skal nå en skid! –udover at vi har muligheden for at opleve, skabe og lære mens vi er her –hvis vi vil!
For mig er essensen blevet at vi skal skabe ud fra hjertet, og have det meget mere med i livet. Gøre tingene så enkle som muligt -vælge det der nærer os. Og så skal vi have det sjovt!
Jeg tror på at vi selv er skaber af vores liv og må tage 100% ansvar for det = vi kan få det som vi vil há det hvis vi er villige til at gå vore sjæls vej (hjertet)
Det er ikke andres ”skyld” at vi ikke har det som vi vil há det, eller ikke opnår det vi gerne vil, UANSET vores historie, livsvilkår og bagage (det var en erkendelse der tog lang tid at lande i mig)
-og så har jeg lært at følelser er den bedste radar/strategi vi har til at leve et mere autentisk liv. Det er essentielt at vi mærker, lytter og handler efter vore følelser, under normale omstændigheder. (PTSD gør bla. at vi netop (over)reagerer følelsesmæssigt meget uhensigtsmæssigt i flere sammenhænge)
Følelser skal ikke gemmes væk og lægges låg på – følelser giver vigtige beskeder og mulighed for udvikling når vi lærer at møde dem –være i dem og arbejde m e d dem, IKKE imod dem (derfor ser vi mange stressede mennesker der ikke trives = fordi der primært er fokus på at være i hovedet, træffe valg fra hovedet og hele tiden skulle præsterer hurtigst muligt = meget usundt hvis du spø´r mig)
Vi er her ganske enklet for at få følelsesmæssige oplevelser, og så er det jo dum t at ligge låg på dem -ikk´(griner)
Q&A
Har du aldrig været i tvivl om du nu også gjorde det rigtige?
JO, masser af gange, men jeg fandt modet til at lytte til min intuition og handle på den.
Hvad lå til grund for din stress/PTSD?
Det er min private sag. Da jeg begyndte på min ”rejse” og erkendelserne langsomt begyndte at lande, var det meget skamfuldt og fyldt med meget smerte, sorg, had og vrede for mig i en del år.
I dag ved jeg med de indsigter, den bevidsthed og erfaring jeg har fået, at min historie er ”irrelevant” for andre.
Jeg kunne godt dele side op og side ned, med hvad andre har sagt og gjort, men det vil jeg ikke!
Det essentielle for mig er hvordan vi vælger at bruge vores historie og liv, uanset hvad vi har med i vores bagage = det er det jeg vil bidrage med.
Jeg vil være inspirationskilde til hvordan vi kan leve meningsfyldte og gode liv uanset vores livsvilkår <3
Hvad har gjort den største forskel for at du er hvor du er i dag?
At jeg valgte professionelle hjælpere jeg var tiltrukket af. Hjælpere der primært havde praktisk erfaring (gået vejen selv). De så hele mig, det bedste i mig. Prøvede ikke at fikse mig, men så mine styrker og lod mig selv tage ansvaret for mit liv, selv om jeg hang i laser og virkelig var i krise!
Hvad vil du anbefale mig at gøre?
Dybest set så ved jeg det ikke. Jeg kan ikke vide det, da hvert liv, udfordringer/kriser og sygdomme er individuelt, og skal leves og behandles individuelt hvis du spø´r mig.
Har du svært ved at mærke dig selv og tage handling, vil jeg vil gerne anbefale dig at få en hjælper der kan være et spejl for dig, så du kan at lære at mærke og lytte til dig selv og finde dine indre ressourcer til at gå DIN vej.
Det jeg gjorde (så kan du mærke efter inde i dig, om det kan være vejen for dig) var: da jeg var klar søgte jeg hjælp (vær opmærksom på om du hele tiden kommer med undskyldninger for ikke at søge hjælp)
Jeg valgte en hjælper som jeg følte mig inspireret og tiltrukket af, og var tryg ved = det var en prof. coach og var et super valg der gjorde en k æ m p e forskel for mig. Det er et af de mennesker jeg sætter størst pris på den dag i dag <3
Da jeg havde lært det jeg skulle hos min coach, valgte jeg en anden hjælper til at komme videre i min udvikling –og sådan har jeg skiftet hjælpere undervejs, afhængig af hvad jeg blev tiltrukket af, og hvad jeg ønskede hjælp til.
Hvilke type behandlere har du brugt gennem tiden?
Coach, heilpratiker, clairvoyant, håndlæser, psykoterapeut, healer.
Hvilke mest effektive værktøjer har du brugt:
- Samtaler med, i mine øjne forskellige kompetente hjælpere
- Forskellige NLP-øvelser
- Meditation, naturen, søvn, hvile
- Dybe vejrtrækninger
- Healing
- TFT (Tankefelt Terapi)
- RMT(Ressourcefunderet Meridianpunkts)
- EFT (Emotional Freedom Tecknique)
De sidste tre punkter var virkelig effektive til min PTSD, samt healing (energiarbejde)
-og TID, tid er vigtigt – go tid. Vi kan nemt skyde gode genveje ved at få hjælpere på banen, men derfor skal processerne alligevel have den tid de nu skal have – men havde jeg ingenting gjort, havde jeg ikke hyret hjælpere (genvej) som inspirerede mig, ja så var jeg jo ingen vegne kommet ….
